Den 20. september vil altid stå som en særlig dag for Rasmus Højlund.
Det var nemlig på denne aften, at den danske angriber scorede sit første mål for Manchester United.
Og selvom det endte skidt med et 3-4-nederlag mod FC Bayern München, så var der efterfølgende fokus på danskerens store aften.
André Onanas store målmandsdrop var begyndelsen til Manchester Uniteds nedtur mod Bayern München.
United-træner Erik ten Hag vil dog ikke klandre Onana for nederlaget.
– Det er godt, at han gør det (tager ansvaret, red.), men det handler om holdet. Fejl kan blive begået, men man skal komme tilbage som hold. Hvis én spiller laver en fejl, er det fortid. Vi skal som hold tro på, at vi kan komme tilbage, og det viste vi i aften, siger ten Hag.
Han peger på, at United reducerede til 1-2 på et mål af Rasmus Højlund i begyndelsen af anden halvleg. Og i slutfasen skabte mål af Casemiro ad to omgange en anelse spænding om resultatet.