Indonesien pønser på værtskab for VM i 2034 med tre andre lande

Indonesien og Australien drøfter et muligt fælles bud på værtskabet for VM i 2034 sammen med Malaysia og Singapore.

Det siger præsidenten for Det Indonesiske Fodboldforbund (PSSI) onsdag.

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) inviterede i sidste uge forbund fra Asien og Oceanien til at byde på rettighederne til at afholde VM i 2034.

Adspurgt om meldingen fra Indonesien henviser Det Australske Fodboldforbund til en udtalelse i sidste uge, hvor det lyder, at landet ‘udforsker muligheden for at byde på klub-VM i 2029 og/eller VM i 2034’.

Der er deadline for at give et bud på værtskabet i 2034 31. oktober i år.

Saudi-Arabien har også udtrykt intention om at byde på værtskabet i 2034.

Qatar var vært for VM sidste år.

Akmal Marhali fra den indonesiske sportsorganisation Save Our Soccer mener derfor, at 2034 er for tidligt til, at et mellemøstligt land skal være vært igen.

I 2026, hvor der næste gang skal afholdes VM, er det USA, Canada og Mexico, der er værter.

I sidste uge kom det frem, at verdensmesterskabet i 2030 afholdes i seks lande på tre forskellige kontinenter. Spanien, Portugal og Marokko er hovedværter for turneringen, men den enorme begivenhed indledes med de første tre kampe i Uruguay, Argentina og Paraguay.