Saudi-Arabien afviser ikke at afholde fodbold-VM om sommeren

Saudi-Arabien er eneste ansøger til afholde VM i fodbold for herrer i 2034, og det er endnu uklart, om man planlægger at afholde slutrunden om sommeren eller vinteren.

VM afholdes normalt om sommeren, men varmen i Mellemøsten på den tid af året kan give udfordringer i forbindelse med afvikling af fodboldkampe.

Men det er endnu uklart om Saudi-Arabien ønsker at afholde VM om vinteren, som man så det ved den seneste VM-slutrunde i Qatar. Sommeren er nemlig også en mulighed. Det siger Yasser al-Misehal, som er præsidenten i Saudi-Arabiens fodboldforbund, Saaf.

– Vi er selvfølgelig klar på alle muligheder. I dag findes der mange nye teknologier, der kan hjælpe os med nedkøling eller at få aircondition på stadionerne.

– Derudover er der mange byer i kongeriget, der har en meget vidunderlig atmosfære om sommeren, siger Yasser al-Misehal ifølge nyhedsbureauet AFP.

Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, er allerede udpeget som vært for Asian Games – der er blandt de største multisportsbegivenheder efter OL – i vinteren 2034.

Endnu er Saudi-Arabien ikke officielt udpeget som VM-vært. Der sker først formelt i slutningen af 2024 – hvis Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) godkender ansøgningen.