Slovakiet banker Island og booker EM-billet

Slovakiet bliver en del af EM-slutrunden i Tyskland næste år.

Torsdag slog holdet med FC Københavns Denis Vavro i forsvaret således Island 4-2 på hjemmebane og sikrede sig matematisk andenpladsen i gruppe J.

FC Københavns 19-årige angriber Orri Oskarsson headede flot Island foran efter 17 minutter, men hjemmeholdet sad derudover ellers rimelig tungt på spil og chancer.

Juraj Kucka headede balance i regnskabet, og Ondrej Duda nåede også at gøre det til 2-1 inden pausen på et straffespark.

Sparta Prags Lukás Haraslín øgede til 3-1 og 4-1 med nærmest identiske aktioner, og så var Lyngby-spilleren Andri Gudjohnsons scoring med låret et kvarter før tid mest af alt til pynt.

Island har en lille chance for at spille sig til EM via playoff.