Slutter efter mere end 15 år

Efter 15 år i den argentinske trøje har kantspilleren Angel Di Maria besluttet sig for at indstille landsholdskarrieren.

Det skriver den 35-årige angriber, som i dag spiller i Benfica i Portugal, torsdag aften i et opslag på Instagram.

– Copa America bliver sidste gang, jeg trækker i Argentina-trøjen.

– Med smerte i sjælen og en klump i halsen vinker jeg farvel til det smukkeste, der er sket for mig i min karriere.

– At have den på, svede i den og mærke den med al min stolthed, skriver han.

Copa America skal spilles til sommer næste år.

Di Maria har spillet 136 kampe for Argentina, siden han fik debut for landsholdet i 2008.

Med holdet har han spillet ved fire verdensmesterskaber, hvor han vandt det seneste i 2022.

Han og Argentina er desuden forsvarende Copa America-mestre, når de spiller med om trofæet i USA næste år.

Angel Di Maria har spillet i flere store europæiske klubber som Real Madrid, PSG, Manchester United og Juventus.