Den aldrende stjerneangriber Luis Suarez skifter til den amerikanske fodboldklub Inter Miami, beretter klubben på sin hjemmeside.
Dermed bliver uruguayaneren genforenet med verdens bedste fodboldspiller Lionel Messi, som han spillede og scorede masser af mål sammen med i FC Barcelona fra 2014-2020.
– Jeg vil gøre mit bedste for at sprede glæde til de fantastiske fans, jeg har hørt så meget om, mens jeg bærer Inter Miamis farver, og jeg glæder mig til at blive genforenet med gode venner og spillere, siger Suarez til klubbens hjemmeside.
Ud over Messi spiller også backen Jordi Alba og midtbanespilleren Sergio Busquets i den nordamerikanske fodboldklub.
På MLS-klubbens hjemmeside fremgår det, at Suarez har sat sin underskrift på en kontrakt, der gælder for hele 2024-sæsonen.
Her ses et billede af fire børn, der bærer trøjer med Sergio Busquets, Jordi Alba, Lionel Messi og Luis Suarez, der ser ud til at få trøje nummer 9.