Højlund storjubler: Jeg er den gladeste mand i verden

Efter 14 kampe for Manchester United i Premier League uden en eneste scoring lykkedes det omsider Rasmus Højlund at finde vej til netmaskerne tirsdag aften.

Det var et mål, der skaffede United sejren på 3-2 over Aston Villa, der smed en føring på 2-0 undervejs.

Højlund har scoret fem mål i Champions League, men måltørken i Premier League begyndte at nage ham.

United-manager Erik ten Hag har trods de manglende mål holdt fast i Højlund som stamspiller.

– Jeg har selvfølgelig haft adskillige samtaler med ham. Hver gang har jeg pointeret, at han har scoret mange gange for Danmark, og han har scoret i Champions League. Han har demonstreret evnen til at score mål.

– Han kan gøre det, hvis han tror på det. Så skal det nok komme. Jeg er sikker på, at nu hvor det første mål er kommet, så vil han score flere, siger Erik ten Hag til klubbens hjemmeside.

Angriberens første mål i 15 ligakampe viste sig da også at blive givtigt for Manchester United, som fuldendte et fremragende comeback.

– Det har taget et stykke tid, men jeg er enormt glad. Jeg er den gladeste mand i verden lige nu, siger Rasmus Højlund.