Ingen bør være overrasket over, at Mohamed Salah formåede at score to gange i Liverpools 4-2 sejr over Newcastle mandag.
Det siger Liverpools manager, Jürgen Klopp, ifølge Reuters.
Kampens første halvleg blev spillet uden mål. Her missede Salah efter lidt mere end 20 minutter et straffespark, der blev reddet af den tidligere Esbjerg-keeper Martin Dúbravka.
Det blev dog egyptiske Salah, der kort inde i anden halvleg fik hul på bylden og sendte Liverpool i front.
Scoringen var nummer 150 for Salah i Liverpool-trøjen.
Mod kampens slutning lukkede Salah opgøret fra straffesparkspletten med sit andet mål i kampen.
Salah, som denne måned skal spille for Egypten, når African Cup of Nations skydes i gang, har nu scoret 14 mål i Premier League i denne sæson.
Han deler dermed titlen som ligaens topscorer med Erling Haaland fra Manchester City.