Flyvende Erling Haaland sender advarsel til Liverpool

Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at Erling Haaland og Kevin De Bruyne kan lide at spille fodbold sammen.

I tirsdagens FA Cup-opgør 6-2 mod Luton nåede samarbejdet dog nye højder, da belgieren lagde op til fire af nordmandens fem scoringer.

Den norske angriber blev den første til at score fem mål i et FA Cup-opgør, siden George Best scorede seks for Manchester United mod Northampton i 1970.

I sine foregående 11 optrædener for Manchester City havde Haaland blot scoret fem mål. Han har desuden døjet med en skade i foden, der gjorde ham ukampdygtig i en periode.

Selv roser Haaland også samarbejdet med De Bruyne.

– Kevin De Bruyne er enormt vigtig. Han gør, hvad han er bedst til. Det er en fornøjelse at spille med ham, siger Haaland.

– Vi ved, hvad vi kræver af hinanden, og vi klikker godt.

Nordmanden, der med 17 mål er topscorer i Premier League, vurderer også selv, at han formmæssigt er nær sit topniveau.

– Jeg er ved at være tilbage til mit bedste. Jeg har det endelig godt. Det er en fantastisk følelse, siger Haaland, der samtidig sender en slet skjult advarsel til Premier Leagues førerhold, Liverpool.

– Vi går spændende tider i møde. Vi er klar til at angribe.

Manchester City er efter 26 kampe ét point bag Liverpool.