Landsholdsspillere siger nej til lønstigning i ny aftale

Med 15 dage til EM har Dansk Boldspil-Union (DBU) landet en aftale med herrelandsholdet. Det skriver forbundet og Spillerforeningen, der har forhandlet aftalen for landsholdsspillerne, i en fælles pressemeddelelse.

DBU skriver, at spillerne på herrelandsholdet har takket nej til en økonomisk stigning udover de årlige inflationsreguleringer.

På trods af, at fodboldlandsholdet suverænt er DBU’s største indtægtskilde, kommer spillerne ikke til at opleve stigende indtægter ved at spille i rødt og hvidt.

TV-aftalen, hvor TV 2 blev partner i 2022, indbringer DBU i niveauet 110 mio. kr.

Derudover har det stor betydning for pengekassen i unionen, at landsholdet næsten hver gang samler fulde huse i Parken. Og så genererer slutrunderne store millionbeløb. EM i Tyskland er således fjerde slutrunde i træk med dansk deltagelse.