England skulle aldrig have haft det straffespark, som førte til 1-1-udlingningen i 2-1-sejren over Holland i onsdagens EM-semifinale.
Det mener den hollandske fodboldlandstræner, Ronald Koeman, ifølge nyhedsbureauet AFP.
– Hvad kan du gøre som forsvarsspiller? Det burde ikke have været et straffespark.
Han hentydede til, at Denzel Dumfries efter en videogennemgang i VAR-rummet blev vurderet til at have nedlagt Englands anfører, Harry Kane, efter et skudforsøg. Førstnævnte hollænder forsøgte at forhindre afslutningen med sit ene ben, og hans støvle berørte Harry Kanes ditto.
Mens dommer Felix Zwayer var ude at se situationen igennem, vandrede Ronald Koeman rundt i sin trænerboks – tæt på kogepunktet.
– Vi kan ikke spille fodbold ordentligt, og det er grundet VAR. Det ødelægger fodbold, sagde han.