Arne Slots løft af Jürgen Klopps tunge arv fortsætter planmæssigt. Søndag førte han Liverpool til en sejr på 2-0 over danskerklubben Brentford.
Thomas Frank var ikke kommet til Anfield for at grave sig ned. Brentford spillede fint med og kom også frem til nogle udmærkede tilbud.
Liverpools frontlinje består dog af rigelige mængder fart, og det ramte gæsterne fra London efter 13 minutter.
Et Brentford-hjørnespark endte i en kontra til hjemmeholdet. Diogo Jota stak Luis Diaz i dybden, og alene igennem smækkede han bolden op i nærmeste hjørne.
Både Christian Nørgaard og Mathias Jensen var blandt navnene i dommerens sorte bog allerede inden pausen.
Ti minutter inde i anden halvleg kom Brentford meget tæt på udligningen på et hovedstød, men Alisson fik afværget.
Liverpool tog mere og mere kontrol over kampen, denne gang var Luis Diaz i oplæggerens rolle. Han skar gæsternes bagkæde op med en pasning til Mohamed Salah, som sikkert udplacerede Mark Flekken.
Der var chancer til 3-0 for hjemmeholdet, men Brentford slap med et hæderligt nederlag.