Der har aldrig været større interesse for USA’s fodboldliga Major League Soccer (MLS) blandt de amerikanske tilskuere.
Ligaen har således slået rekorden for flest tilskuere i en sæson.
Over 11 millioner tilhængere har i løbet af sæsonen overværet kampe på stadion. Det overgår sidste års rekord på 10,9 millioner.
I en udtalelse oplyser MLS, at der i gennemsnit har været 23.240 personer på stadion per kamp.
Ligaen tilføjer, at det har øget publikums interesse, at profiler som argentinske Lionel Messi er kommet til.
Selv om rekorden allerede er slået, så er grundspillet i MLS endnu ikke helt slut. Der mangler stadig 16 kampe, før der tages hul på slutspillet.