Gavi fik comeback i knusende Barca-sejr

Der var ingen slinger i valsen for FC Barcelona, da det spanske storhold søndag aften satte Sevilla på plads med en 5-1-sejr på hjemmebane i La Liga.

Sevilla formåede sporadisk at true værternes mål, men kampen blev reelt set afgjort allerede i første halvleg, hvor den polske stjerneangriber Robert Lewandowski to gange fik bolden i netmaskerne.

Kampens helt store historie var dog Gavi, der gik sit længeventede comeback efter knap et år. Den 20-årige midtbanespiller kom således på banen efter 83 minutters spil og fik en varm velkomst af hjemmefansene.

Efter at have vundet ni ud af ti kampe i La Liga fører Barcelona tabellen med tre point ned til Real Madrid.