Det skulle have handlet om fællesskab og fodbold – i stedet har de seneste opgør mellem Brøndby og FC København været centrum for alt andet.
Uhyrlige scener udspillede sig ved søndagens opgør mellem de to storklubber, hvor politiet var i aktion både før, under og efter kampen.
Derfor kommer Brøndby i aften med et helt særligt budskab på deres trøjer, når de møder FC Midtjylland i Pokalturneringen.
»Ingen over klubben – Stop Volden!« vil nemlig pryde brystet på deres nye trøje, deler klubben på det sociale medie X.
Klubbens administrerende direktør, Ole Palmå, fortæller, at trøjen er kommet til verden på fælles initiativ mellem klubben, Fanafdelingen og Brøndby Support.