Europæisk fodbold på den anden side af nytår blev ikke nødvendigvis mere sandsynligt for FC København torsdag aften. Men det kunne være gået værre.
Hjemme mod Istanbul Basaksehir havde FCK to gange kurs mod sit andet nederlag i Conference League efter to enorme fejl af brasilianske Gabriel Pereira.
Men indskiftede Amin Chiakha, der afløste en skadet Andreas Cornelius, udlignede to gange og sikrede 2-2 i Parken.
Han fik derfor også stor ros af flere af sine holdkammerater efter opgøret.
Amin Chiakha var nærmest det eneste, som kunne få et smil frem hos FCK-spillerne.
Københavnerne var hårdt ramt af skuffelsen, men når snakken faldt på FCK-talentet, lettede stemningen.