Gabriel Jesus var den helt store historie for Arsenal, der onsdag aften spillede sig videre til semifinalen i den engelske Liga Cup.
Brasilianeren slog til med tre scoringer i anden halvleg af 3-2-sejren over Crystal Palace og afværgede den overraskelse, der var under opsejling på Emirates.
Ni minutter var gået, fra spillerne kom ud af omklædningsrummet, til den gule bold lå bagest i nettet efter et elegant chip fra angriberen. Det var Jesus’ første mål siden 30. oktober og det blot andet i hele sæsonen.
Nu var han varm, og med små 20 minutter igen blev han dobbelt målscorer.
Det vaskeægte hattrick blev en realitet, da Gabriel Jesus på kanten af offside slap igennem og hamrede bolden uden for Hendersons rækkevidde til 3-1 ti minutter før tid.
Den tidligere Arsenal-spiller Eddie Nketiah bragte spændingen tilbage fem minutter før tid, men tættere på kom Palace aldrig.