Fire kvindelige argentinske fodboldspillere er i brasiliansk politis varetægt efter en kaotisk fodboldkamp lørdag, hvor de angiveligt opførte sig racistisk over for en bolddreng.
Episoden fandt sted under en fodboldkamp mellem argentinske River Plate og brasilianske Gremio i Ladies Cup-turneringen i São Paulo.
En video fra tv-stationen Canal Goat viser en af de anholdte imitere en abe i retning mod nogen, der befinder sig uden for billedet.
Klubben Gremio skriver i en udtalelse, at dens spillere forsøgte at komme en bolddreng til undsætning, da han blev udsat for racistiske fagter og udtalelser.
Under kampen fik River Plate i alt seks røde kort, og kampen måtte afbrydes. Fire ud af seks udviste spillere blev arresteret af det brasilianske politi i forbindelse med episoden i kampen.
River Plate fordømmer selv spillernes fagter og udtalelser, skriver klubben i en udtalelse. Klubben har fulgt op på sagen med sanktioner til følge og “vil fortsat arbejde på at udrydde den slags adfærd”.