Dansk talent får World Tour-kontrakt hos DSM

Fra den kommende sæson bliver Tobias Lund Andresen en del af DSMs World Tour-hold.

De seneste to sæsoner har han været en del af DSMs udviklingshold, og her har han altså formået at vise, at talentet rækker til mere.

»Jeg har allerede kørt løb på seniorrytternes program og kender alle i gruppen, hvilket er rart, så jeg tror, at overgangen bliver let,« siger han i opslaget.

DSM har i år haft fire danske ryttere på kontrakt, men hverken Søren Kragh Andersen, Asbjørn Kragh Andersen eller Casper Pedersen kører der næste sæson.

Søren Kragh er skiftet til Alpecin, mens Casper Pedersen er taget til Quick-Step. Asbjørn Kragh har valgt at stoppe karrieren.

Til gengæld er Frederik Rodenberg stadig en del af holdet, og sammen med 20-årige Tobias Lund ser han ud til at udgøre det danske islæt på DSM.

Kvintetten kørte tidligere på året sammen i PostNord Danmark Rundt, hvor Søren Kragh endte som nummer fire i det samlede klassement.