1,6 millioner troppede op til dansk Tour-start

Som bekendt endte Jonas Vingegaard som vinderen af det prestigefyldte cykelløb Tour de France i sommer.

Men triumftogtet startede i Danmark med tre etaper, og en ny rapport betalt af Grand Depart Copenhagen Denmark og udarbejdet af analysebureauet Geelmuyden Kiese fastslår, at 1.664.789 mennesker overværede det franske cykelcirkus på dansk grund.

Flest tilskuere var der til enkeltstarten i København, hvor knap 640.000 dukkede op.

Dagen efter var der omkring 560.000 mennesker på etapen fra Roskilde til Nyborg, mens den sidste tur mellem Vejle og Sønderborg samlede 465.652, ifølge målingen.

Overborgmester i København og bestyrelsesformand i Grand Depart Copenhagen Denmark Sophie Hæstorp Andersen kalder Tour de France en “folkefest uden lige”.

– Fra en magisk holdpræsentation i Tivoli over tre fantastiske etaper til Jonas Vingegaards sejr og hyldest på balkonen foran en fyldt rådhusplads.

– Med over 1,6 mio. tilskuere langs landevejene, masser af turister og en superflot international eksponering er vi utroligt tilfredse og stolte, siger Sophie Hæstorp Andersen.