Fodboldlegenden Pelé, der af mange anses som den bedste fodboldspiller nogensinde, er død i en alder af 82 år.
Den brasilianske regering har erklæret tre dages landesorg, efter at den brasilianske fodboldlegende Pelé torsdag døde i en alder af 82 år.
I en udtalelse siger landets afgående præsident, Jair Bolsonaro, at Pelé var “en god borger og patriot, der fremhævede Brasiliens navn, hvor end han var”
Bolsonaros efterfølger, Luiz Inacio da Silva, der overtager præsidentposten søndag, har skrevet på Twitter, at “få brasilianere bragte Brasiliens navn så langt, som han gjorde”.
Pelé anses af mange for at være den bedste fodboldspiller nogensinde. Han er den eneste, der har været med til at vinde verdensmesterskaberne i fodbold for sit land tre gange.
Legenden døde klokken 15.27 lokal på et hospital i São Paulo. Han fik konstateret kræft i tyktarmen i 2021, og ifølge hospitalet var det flere organsvigt, der var årsag til hans død.
Pelé – med det fulde navn Edson Arantes do Nascimento – blev 82 år.
Han har i længere tid været indlagt på hospitalet, og i den seneste tid har han været omgivet af familien.
– Alt, hvad vi er, er takket være dig. Vi elsker dig uendeligt meget, skriver datteren Kely Nascimento på Instagram.