FC Midtjylland var torsdag få sekunder fra at tage en kæmpe skalp i Europa Leagues 16.-delsfinale.
I den første af to kampe mod Sporting førte FCM 1-0 indtil langt inde i tillægstiden. Men i det, der endte med at blive kampens sidste aktion, fik det portugisiske hjemmehold udlignet, så kampen endte 1-1.
Dermed er det altså helt åbent, inden de to hold møder hinanden i Herning næste torsdag.
FC Midtjyllands egyptiske nyindkøb Emam Ashour fik en drømmedebut med en vild scoring efter kun ti minutter på banen, men rollen som matchvinder blev han altså frarøvet.
Det så ud til at ende i en sensationel sejr til midtjyderne, men til allersidst gik det altså galt, da Sebastian Coates fik skovlet bolden i nettet, efter at Jonas Lössl havde pareret et hovedstød på overliggeren.
Ousmane Diomande, som Sporting 31. januar købte i FC Midtjylland, så hele kampen fra bænken.