Lionel Messi kåret som verdens bedste

Den argentinske verdensmester og superstjerne Lionel Messi får prisen som årets bedste fodboldspiller i 2022 ved The Best FIFA Football Awards i Paris.

Mandag aften fik Messi prisen som årets bedste ved Fifas stort anlagte prisshow i Paris.

De to øvrige finalister blandt de nominerede var Karim Benzema og Kylian Mbappé.

Messi fik ikke mindst prisen, fordi han spillede en hovedrolle, da Argentina vandt VM i Qatar i december.

The Best Fifa Football Awards har været afholdt siden 2017. Det er anden gang, at Messi modtager prisen. Han blev også kåres som verdens bedste i 2019.

Argentinere tog i det hele taget godt for sig ved prisuddelingen. Argentinas landstræner, Lionel Scaloni, blev kåret som årets træner foran Real Madrid-træner Carlo Ancelotti og Manchester City-manager Pep Guardiola.

Argentineren Emiliano Martínez fik prisen som årets målmand, efter at også han spillede en stor rolle, da Argentina vandt VM.