FC Barcelona kunne tage tre point med hjem fra Baskerlandet, da den spanske storklub søndag aften var på besøg hos Athletic Bilbao i La Liga.
Med Andreas Christensen på banen fra start vandt Barcelona 1-0.
Raphinha stod for målet, men Barcelona-spillerne bør i lige så høj grad takke VAR-systemet og målmand Marc-Andre ter Stegen for, at det endte, som det gjorde.
Tyskeren hev nemlig flere flotte redninger frem i slutfasen, hvor Bilbao jagtede en udligning. Den jagt så ud til at lykkes, men Inaki Williams’ scoring kort før slutfløjt blev efterfølgende annulleret efter et VAR-tjek.
Med sejren har Barcelona nu 65 point på førstepladsen i La Liga. Real Madrid har 56 på andenpladsen. Athletic Bilbao ligger nummer ni og har nu tabt tre af sine seneste fire ligakampe.