AGF sikrede mandag aften en plads i top-6 ude mod rivalen fra Randers FC, og det skabte efterfølgende stor jubel foran den udsolgte tribune med AGF-fans.
Begge hold kom nogenlunde lige tandløst fra start, og netop som man troede at den drivvåde ørkenvandring skulle lægges til en lille pauselur besluttede Mikkel Duelund at prøve sig af på distancen.
God beslutning og 1-0 til århusianerne.
Efter pausen blev det endnu værre for randrusianerne da målmand Patrik Carlgren fældede Patrick Mortensen i feltet. Det gør man ikke ustraffet og AGFs topscorer omsatte til 2-0 fra pletten.
I det 81. minut gør Randers FC det yderligere svært for sig selv, da Carl Johansson får sit andet gule kort, men det forhindrer ikke Alhaji Kamara i at reducere for kronjyderne med tre minutter tilbage.
Kampen ender dog 2-1 til AGF, som nu er sikre på at ende i top-6 og mesterskabsspillet.
Men AGF er naturligvis ikke tilfredse med bare at være med blandt de seks øverste. Mere vil have mere.
AGF møder på søndag OB i sidste grundspilsrunde.