Pavard hamrer Frankrig til smal sejr over Irland

Mandag aften blev otte kampe spillet i kvalifikationen til EM i 2024.

Her lykkedes det Frankrig at fortsætte den glimrende start på kvalifikationen ved at besejre Irland 1-0 i Dublin.

Den franske højre back Benjamin Pavard blev matchvinder, da han kort inde i anden halvleg erobrede bolden højt oppe på irernes banehalvdel, inden bolden blev braget i mål via overliggeren.

I de døende minutter var Irland tæt på en udligning, men Frankrig-keeper Mike Maignan diskede op med en fremragende redning.

Dermed topper Frankrig gruppe B med maksimumpoint foran Grækenland og Holland. Sidstnævnte slog Gibraltar 3-0 på hjemmebane.