Vingegaard ydmygede dem alle!

 Jonas Vingegaard var noget nær urørlig, da 3. etape af Baskerlandet Rundt blev kørt.

Ryttere skulle til sidst op ad en kort, men enorm stejl stigning, og her satte danskeren tingene på plads.

Vingegaard kørte overlegent væk fra de andre og vandt i sikker stil i World Tour-løbet, som han nu også fører samlet.

Han har efter etapen fem sekunder ned til Mikel Landa og 16 sekunder ned til David Gaudu på tredjepladsen.

Danskeren var stærkest, men blev også hjulpet af, at en anden rytter nærmest endte med at stå stille på den smalle vej op mod mål, hvilket gjorde, at flere måtte køre udenom og dermed fik ødelagt deres rytme.

– Jeg er virkelig glad for sejren, og det gode arbejde fra holdkammeraterne betalte sig. Det er fedt at tage sejren her. Det er et stort løb og et af mine favoritløb.

– Den sidste stigning var virkelig hård. Ikke kun den sidste, men alle stigningerne. Det var en hård dag, og jeg kan takke mine holdkammerater for det gode arbejde. Jeg er virkelig glad for sejren, siger Vingegaard i sejrsinterviewet.

Mattias Skjelmose viste også gode takter og blev nummer seks.