United må undvære midterforsvarer resten af sæsonen

Det lignede en ren og skær walkover for Manchester United i kampen mod Sevilla, da de førte med 2-0 efter 21 minutter.

Sådan skulle det dog ikke gå, og det endte med at blive en rigtig dyr aften for de røde djævle.

Fredag oplyser klubben, at Lisandro Martínez har pådraget sig en skade i foden, der holder ham ude i resten af sæsonen.

Martinez kom til klubben sidste sommer og har hele sæsonen været fast mand i forsvaret med 45 optrædener.

Lisandro Martínez’ normale partner i United-forsvaret, Raphaël Varane, blev også skadet i torsdagens kamp og måtte lade sig udskifte i pausen.

Modsat Martinez så slipper franskmanden dog med et par uger på sidelinjen, lyder det fra United.