Ny stjerne siger farvel til Chelsea

Den engelske fodboldspiller Mason Mount har været i Chelsea, siden han var seks år gammel og er blevet et ikon for klubbens fans. Men nu er det slut.

Den 24-årige midtbanespiller forlader klubben omgående.

Det fortæller han i et opslag på sin Instagram-profil, hvor han dog ikke sætter navn på sin kommende arbejdsgiver.

Meget tyder dog på, at det bliver Manchester United. I hvert fald beskriver engelske medier som BBC og Sky Sports skiftet som en realitet.

Manchester United har dog ikke meldt noget ud om den sag.

Mason Mount er blot en af flere profiler, der denne sommer forlader Chelsea.

N’Golo Kanté er ligesom Kalidou Koulibaly og Edouard Mendy skiftet til saudiarabisk fodbold. Kai Havertz er rykket til Arsenal, og Mateo Kovacic skal tørne ud for Manchester City.