Endnu en Barcelona-stjerne bliver genforenet med Messi

Den mangeårige Barcelona-back Jordi Alba skifter til Inter Miami og bliver igen holdkammerat med Lionel Messi.

Det oplyser Inter Miamis klubpræsident Jorge Mas ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Han har allerede underskrevet sin kontrakt og vil ankomme i løbet af de næste par dage. Tata (træner Gerardo Martino, red.) regner med ham, siger Jorge Mas til TyC Sports.

Dermed bliver 34-årige Jordi Alba den tredje tidligere Barcelona-spiller, der skifter til MLS-klubben.

Ifølge Jorge Mas er Inter Miami også ude efter den tidligere Barcelona-angriber Luis Suarez, der spiller for Gremio i Brasilien.

Præsidenten bekræfter, at klubben er interesseret i Suarez, men at uruguayaneren lige nu er Gremio-spiller.

36-årige Messi blev for et par dage siden officielt præsenteret i Inter Miami, og den argentinske angriber forventes at få debut natten til lørdag dansk tid i en Liga Cup-kamp mod mexicanske Cruz Azul.