Silkeborgs sene scoring sikrer sæsonens første sejr

De tilskuere, der begik fodboldens største synd og forlod stadion i Silkeborg inden slutfløjt fredag aften, fik noget at fortryde.

De gik nemlig glip af de rødklædtes første sejr i årets superligasæson, der blev endegyldigt sikret i 93. spilleminut med Alexander Linds scoring til 2-1 mod oprykkerne fra Vejle.

Det var ellers vejlenserne, der kom først på tavlen kort efter pausen – målscorer German Onugkha. Et lille wakeupcall for Silkeborg, som godt ti minutter senere udlignede ved Callum McCowatt fra New Zealand, inden Lind i overtiden blev matchvinder.

Sejren sender Silkeborg frem i bussen og op på syvendepladsen i tabellen, mens Vejle fortsat ligger sidst med nul point efter tre kampe.

Gæsterne fra Vejle havde dog gode chancer for at få mere ud af kampen, og både mod Silkeborg og i sæsonens to første kampe har holdet vist højt niveau, mener Silkeborg-træner Kent Nielsen.

– Vejle skal have ros. Sidste sæsons mestre (FC København, red.) og sidste års bronzevindere (AGF, red.) måtte slide hårdt for at få tre point mod Vejle, og det kom vi også til.

– Første halvleg var lige ved og næsten for begge bold, og i det første kvarter af anden halvleg var Vejle virkelig gode, mens vi havde det svært.

– De spillede en fin kamp. Det blev så svært, som vi havde forventet, og Vejle var dygtige til at gøre det svært for os.