Brøndbys nye målmand, Patrick Pentz, blev kampens helt store helt, afsluttede sin debut i Brøndby-trøjen med at redde et straffespark i overtiden mod Vejle.
Forinden havde Vejle haft de største chancer for at komme foran. Blandt andet ramte Tobias Lauritsen stolpen efter en friløber midt i første halvleg.
På trods af de store chancer var det Brøndby, som bragte sig i front. Med 20 minutter igen fik holdet fra Vestegnen et straffespark, som Ohi Omoijuanfo eksekverede.
Kampen endte 1-0 til Brøndby, som dermed tager den tredje sejr i træk, mens Vejle endnu har tilgode at vinde en kamp i dette års Superliga.
Efter kampen blev Pentz kaldt hen til de mange medrejsende fans for at lave en såkaldt Fenerbahce-hilsen, og det var en særlig oplevelse for den 26-årige østriger, selv om han ikke vidste, hvad han skulle gøre.
– Jeg vidste ikke, at det var en ting. Jeg vidste bare, man skulle komme, hvis de råbte ens navn. Jeg spurgte de andre spillere, hvad man skulle gøre. Man vil jo gerne give noget tilbage til fansene.
En Fenerbahce-hilsen går ud på, at fansene klapper og synger en spillers navn, hvorefter spilleren går ned til fansene og jubler med dem.
Sejren var Brøndbys tredje i træk i Superligaen, og Patrick Pentz ser frem til at få flere kampe i benene, så forholdet mellem ham og forsvaret kan udvikle sig yderligere.