Portugal rev spillerne fra Luxembourg rundt i manegen mandag aften, da de to nationer mødte hinanden i EM-kvalifikationen.
9-0 vandt portugiserne – ja, du læste rigtigt.
Miniputnationen fik ikke et ben til jorden, og målene blevet scoret på samlebånd fra Portugal.
Goncalo Inacio steg efter 12 minutter op til et frækt ydersideindlæg fra Bruno Fernandes og headede Portugal på 1-0. Goncalo Ramos nød seks minutter senere godt af, at Luxembourg var for modige i opspillet. Gæsterne blev overrumplet, og så scorede Paris Saint-Germain-stjernen til 2-0.
Samme Ramos var på pletten igen efter 34 minutter. Rafael Leao tryllede på kanten og sparkede kuglen ind til Ramos, som vendte rundt og scorede. Goncalo Inacio lukkede halvlegen med en kopi af sit første mål.
Målfesten fortsatte efter pausen. Diogo Jota blev sendt dybt af Bruno Fernandes og scorede til 6-0 på en friløber efter 57 minutter. Ti minutter senere kom dagens flotteste mål, da Ricardo Horta smadrede bolden op i nettaget fra kanten af feltet.
Diogo Jota, Bruno Fernandes og João Félix udnyttede en tam luxembourgsk defensiv og lukkede festen med målene til 7-0, 8-0 og 9-0.
Luxembourg har trods nederlaget stadig mulighed for at kvalificere sig til EM i 2024 og dermed levere en helt utrolig sensation.