Bayern München udtager stjernespækket trup til FCK-dyst

Bayern München har ikke tabt en eneste af sine seneste 35 kampe i Champions League-gruppespillet. Faktisk har storklubben vundet sine seneste 14 gruppekampe i den prestigefyldte turnering og virker nærmest usårlig.

Men FC København kan også selv pege på en god statistik før tirsdagens møde i Parken.

Københavnerne har fået point i sine seneste seks hjemmekampe i Champions League og har kun tabt en enkelt gruppekamp nogensinde. De gode takter på hjemmebane har Bayern-træner Thomas Tuchel også bemærket.

– Vi har meget stor respekt for dem. De tabte ikke sidste år mod Sevilla, Dortmund og Manchester City, og det siger meget om deres kvalitet. Det vil være en god oplevelse for os at være det første hold, der vinder over dem her i noget tid, siger han på mandagens pressemøde.

Med navne som Harry Kane, Jamal Musiala og Thomas Müller har Bayern München som ventet udtaget alle stjernerne til tirsdagens Champions League-kamp mod FC København.

Det oplyser Bayern München mandag formiddag på sin hjemmeside. Her fremgår hele truppen også.

Tre profiler er stadig ude med skader hos det tyske mesterhold. Det drejer sig om målmanden Manuel Neuer, stopperen Matthijs de Ligt og angriberen Serge Gnabry.

Til gengæld har tyskerne Dayot Upamecano, Joshua Kimmich, Leroy Sané og Kingsley Coman med i truppen.