Kasper Asgreen bliver en af Quick-Steps frontfigurer i Amstel Gold Race, som han kører for første gang.
For første gang i sin karriere stiller Kasper Asgreen på søndag til start i klassikeren Amstel Gold Race. Og trods sin status af debutant bliver den 27-årige dansker en af Quick-Steps kaptajner i løbet.
Asgreen bliver sammen med italienske Andrea Bagioli Quick-Steps primære trumfkort i den 254 kilometer lange styrkeprøve med start i Maastricht.
Løbet har i år byttet plads med Paris-Roubaix i sæsonkalenderen og kolliderer nu med etapeløbet Baskerlandet Rundt. Det forhindrer blandt andre verdensmester Julian Alaphilippe i at stille op.
– Vi kigger særligt på Kasper og Andrea, som var lidt syg, efter at han vandt en etape i Catalonien Rundt, men som nu er frisk igen, siger sportsdirektør Geert Van Bondt.
– Vi håber at være en del af finalen, især fordi nogle af rytterne får en fri rolle og kan lave noget på en kuperet rute som denne, forklarer han.
Det ellers succesvante hold har haft det svært i de prestigefyldte endagsløb i Belgien.
I Flandern Rundt i den forgangne weekend blev Asgreen bedste Quick-Step-rytter trods en beskeden placering som nummer 21.