Newcastle slår sikkert Manchester United på Old Trafford

For anden gang på blot fire dage tabte Manchester United onsdag aften 0-3 på eget græs.

Hvor det i weekenden var lokalrivalen Manchester City, der slog United i Premier League, var det onsdag Newcastle, der besejrede holdet fra den røde del af Manchester og sendte Erik ten Hags tropper ud af Carabao Cup.

Med sejren er Newcastle videre til turneringens kvartfinale.

Manchester United har langtfra haft en drømmestart på sæsonen. Holdet har tabt fem ud af de første ti hjemmekampe på tværs af alle turneringer, hvilket ikke er sket siden sæsonen 1930/31.

Og ikke siden 1962/63-sæsonen – eller de seneste 71 år – har Manchester United tabt 8 af sine første 15 kampe i en sæson, skriver statistikmediet OptaJoe.

Holdets danske angriber, Rasmus Højlund, er på Instagram kortfattet i sin reaktion.

– Undskyld for i dag til alle, skriver Højlund, der blev skiftet ind til de sidste 25 minutter.