Højlund og Eriksen ude

Christian Eriksen og Rasmus Højlund kommer ikke med i de to forestående landskampe mod Slovenien og Nordirland.

De to Manchester United-spillere måtte begge udgå med skader i lørdagens 1-0-sejr over Luton.

De skader var altså for alvorlige, til at de kan nå at blive klar til de to sidste EM-kval-kampe.

En kolossal katastrofe for det danske landshold, hvor Højlund er topscorer og Eriksen igangsætteren.

»Rigtig god bedring til United-duoen og stort velkommen i truppen til Jobbe og Stryger,« lyder det fra DBU.

I stedet er Jesper Lindstrøm og Jens Stryger Larsen udtaget til de afgørende kvalifikationskampe.

Christian Eriksen måtte udgå med en knæskade efter 40 minutters spil. Danskeren satte sig pludselig ned på banen, modtog behandling og måtte lade sig udskifte. Han blev erstattet af Mason Mount.

I slutningen af anden halvleg var det så landsholdskollega Rasmus Højlund, der satte sig i græsset. Den danske Champions League-topscorer havde tilsyneladende problemer med baglåret, som han tog sig til, da han blev behandlet af Uniteds sundhedsstab.

Højlund blev skiftet ud med godt ti minutter igen og erstattet af Anthony Martial. Den 20-årige dansker gik direkte i omklædningsrummet efter udskiftningen.

Det er fortsat uvist, hvor alvorlige skader til både Eriksen og Højlund, der er tale om.