Madrid. Selv om indsatsen ikke rakte til en semifinaleplads i Champions League har Chelsea-manager Thomas Tuchel kun ros til overs for sine spillere efter tirsdagens nederlag til Real Madrid.
– Vi gik til den absolutte grænse i dag. Jeg er meget stolt af mine spillere. Jeg mener, at vi fortjente at kvalificere os, men heldet var ikke på vores side, siger tyskeren på et pressemøde.
Real Madrid vandt samlet 5-4 over Chelsea, der på Bernabeu leverede et stort comeback og fik udlignet spaniernes 3-1-sejr fra London og tvunget kvartfinaleduellen ud i forlænget spilletid.
Chelsea var ellers foran 3-0 med et kvarter tilbage af den ordinære spilletid.
– Vi var uheldige. Det er derfor, vi er skuffede. Vi blev slået på individuel kvalitet og afslutninger. Vi lavede to fejl: To boldtab. Vi fortjente at gå videre efter denne kamp i dag. Men det skulle ikke være, siger Tuchel.
I den forlængede spilletid var det Benzema, der afgjorde duellen efter fem minutter, da han reducerede til 2-3, hvilket i sidste ende var nok til at sende Real Madrid videre i turneringen.
– Vi fortryder intet. Det er den slags nederlag, du som sportsmand kan tage med dig videre med stolthed, siger Thomas Tuchel.
Real Madrid møder i semifinalen enten Manchester City eller Atlético Madrid.
Ud over Real Madrid er Villarreal klar til semifinalerne, efter at den spanske ligakonkurrent tirsdag sendte Bayern München ud af turneringen.