FC København er sultne på mere i Champions League

Mere vil have mere.

Sådan kan man med rette betegne følelsen i FC København efter den sensationelle kvalifikation til Champions Leagues ottendedelsfinaler, som holdet endegyldigt sikrede tirsdag aften med en 1-0-sejr over Galatasaray.

For selvom den danske mesterklub dermed nåede sin erklærede målsætning om at spille europæisk fodbold igen efter jul, så er både stab og spillere allerede nu i færd med at opstille nye europæiske mål.

Det er kun sket én gang før for et dansk hold med den nuværende struktur – FCK i 2010/11 – og den historiske bedrift får masser af ros med på vejen i de danske medier.

– FCK har budt ind på sejren i ALLE kampene. Hvis heldet og marginalerne havde været lidt mere på københavnernes side, havde de vundet på både Allianz Arena og Old Trafford.

– Det har vi aldrig før kunnet sige om et dansk hold i Champions League. Det er et nybrud i dansk fodbold, skriver B.T.’s sportskommentator, Lasse Vøge.

Flere mener, at præstationen i Europa i år hører til blandt det allerstørste i FCK’s historie.