Spændingen var intakt fra start til slut, da Paris Saint-Germain onsdag aften fulgte Borussia Dortmund videre fra Champions League-gruppespillet.
Franskmændene spillede selv 1-1 mod tyskerne på udebane og var undervejs ude af turneringen, fordi Newcastle samtidig var foran mod AC Milan.
Kun uafgjort eller Milan-sejr i gruppens andet møde kunne dermed hjælpe pariserne videre, og med en sen 2-1-sejr gav italienerne PSG en hjælpende hånd.
Anden halvleg var bare seks minutter gammel, da Dortmund udnyttede en fejl i PSG-opspillet. Adeyemi fik bolden i det lille felt, og så sparkede han tyskerne på 1-0.
17-årige Warren Zaire-Emery samlede en løs bold op på kanten af feltet, og så trykkede han af med et hårdt, fladt spark. Bolden gik direkte i nærmeste målhjørne, og dermed havde PSG udlignet.
Resultaterne betyder, at Dortmund tog førstepladsen, mens PSG gik videre som nummer to. Milan skal spille Europa League efter nytår som nummer tre. Newcastle er ude af Europa.