Vanvittigt beløb-Messis VM-trøjer indbringer 53 millioner

Lionel Messi regnes af mange som en af historiens bedste fodboldspillere, og sidste år kronede han sin storslåede karriere med VM-guldet i Qatar.

Det smitter af på prisen på seks af de trøjer, han bar under slutrunden.

Auktionshuset Sotheby’s oplyser torsdag til AFP, at Messis seks VM-trøjer er blevet solgt for 7,8 millioner dollar. Det svarer til knap 53 millioner kroner.

Messi var en nøglespiller på det argentinske hold, som trods åbningsnederlaget til Saudi-Arabien gik hele vejen og slog Frankrig i finalen.

De seks Messi-trøjer stammer fra to af Argentinas gruppekampe samt én fra hver af de følgende slutkampe, inklusive finalen.

Alle seks trøjer er fra kampenes første halvlege, og de er doneret af den 36-årige argentiner mod, at en del af overskuddet går til et projekt, som et børnehospital i Barcelona står i spidsen for.