Europa får 12 klubber med i Fifas udvidede klub-VM

Fifas nye prestigeprojekt, det udvidede VM for klubhold, får deltagelse af 32 klubber, og første udgave skal spilles i USA i sommeren 2025.

Det nye format får dermed deltagelse af langt flere klubber, end man eksempelvis kender det fra det igangværende klub-VM, der lige nu spilles i Saudi-Arabien. Den udvidede turnering omfatter 63 kampe og kommer til at strække sig over næsten en måned.

Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) beslutning om at udvide klub-VM til 32 hold og flytte det til juni og juli møder kritik fra Den Internationale Spillerforening, Fifpro.

Fifa ‘mangler at tage hensyn til deltagende spilleres mentale og fysiske helbred,’ skriver Fifpro søndag i en pressemeddelelse.

Europa får 12 klubber med, heriblandt de fire seneste Champions League-vindere. Det betyder, at Chelsea, Real Madrid og Manchester City allerede er sikre på deltagelse som belønning for Champions League-triumferne i henholdsvis 2021, 2022 og 2023. De får selskab af den igangværende sæsons vinder.

Her er Bayern München, Paris Saint-Germain, Inter, Porto og Benfica allerede kvalificeret, mens der endnu mangler navne på de sidste tre deltagere.

Sydamerika er næstbedst repræsenteret med seks pladser i turneringen, mens Asien, Afrika og Nord- og Mellemamerika får fire hold med hver. Oceanien får en enkelt deltager, mens den sidste plads går til et hold fra værtsnationen.