Godt nyt for FCK-fans: Grabara bliver et halvt år mere

Klausulen er nu udløbet, så Wolfsburg kan ikke længere hente Kamil Grabara før tid.

Det bekræfter FCK torsdag morgen.

Grabara skrev i september kontrakt med tyske Wolfsburg, og skiftet skulle efter planen effektueres fra sommeren 2024.

Bundesligaklubben havde imidlertid en klausul, der gav muligheden for at hente Grabara allerede i vinterens transfervindue. Den er nu udløbet.

– Vi kan meddele, at den klausul, der var i aftalen med VfL Wolfsburg om muligheden for at hente Kamil Grabara i januar, nu er udløbet.

– Hans skifte til den tyske klub sker derfor til sommer som planlagt, lyder det fra FCK.

Grabara kan se frem til en spændende forårssæson, der skydes i gang med ottendedelsfinalerne i Champions League mod Manchester City.