Real Madrid vil have statsadvokat og politi på banen i ny sag om racisme rettet mod Vinicius Junior.
Ifølge Real Madrid blev der før Champions League-kampene Barcelona-Napoli og Atletico Madrid-Inter sunget racistiske sange om Vinicius foran de to spanske rivalers hjemmebaner.
Det skriver Real Madrid på sin hjemmeside.
– Real Madrid har indgivet en klage til statsadvokaten for had og diskrimination som følge af de racistiske og hadefulde fornærmelser, der blev rettet mod Vinicius Junior i nærheden af Barcelonas og Atletico Madrids hjemmebaner før kampe i Champions League.
– Real Madrid har bedt politiet om at bruge videooptagelser fra begge steder for at identificere personerne, der stod bag fornærmelserne.
– Real Madrid fordømmer racismen, diskriminationen og hadet, som flere gange har været rettet mod Vinicius Junior, skriver den spanske storklub i en erklæring.
Vinicius Junior er blandt andet blevet udsat for racisme i forbindelse med ligakampe ude mod Valencia.