Fodboldlandstræner Kasper Hjulmand har allerede nu haft brikkerne fremme, rykket rundt og forberedt de første taktiske udspil til de kommende to testkampe i weekenden og næste uge.
Og det får betydning for 37-årige Kasper Schmeichel og reservemålmanden Frederik Rønnow, som til dagligt spiller for Bundesliga-klubben Union Berlin.
De to målvogtere kommer således til at få en kamp hver, når landsholdet møder henholdsvis Schweiz og Færøerne.
Kasper Schmeichel ser optimistisk frem mod fodboldlandsholdets deltagelse ved sommerens EM-slutrunde i Tyskland. Han rejser til nabolandet mod syd med ambitionen om tage guldet med hjem. Hvorfor ellers tage afsted, hvis man ikke kan drømme om at vinde, som han gentagne gange har formuleret sig.
Det var samme toner han i 2022 tog til Qatar med. Dengang endte VM-slutrunden med en gedigen fiasko, og Danmark rejste hjem efter gruppespillet efter blot at have scoret en enkelt gang og hentet et enkelt point.
Mens Schmeichel har en regel om hurtigt at få parkeret nederlag i en enkeltstående kamp, fylder den samlede skuffelse over lynexiten i Qatar stadig så meget, at den nu er blevet en motivationsfaktor før EM.
Han spiller sin landskamp nummer 100 på lørdag mod Schweiz.