Georgien sikrede tirsdag aften en plads ved sommerens EM-slutrunde.
I den afgørende playoff-kamp mod Grækenland måtte georgierne ud i en straffesparkskonkurrence for at sikre billetten, da de første 120 minutter var uden mål.
Med sejren kan det georgiske fodboldlandshold nu se frem til sin første slutrunde, hvor der venter et gruppespil mod Portugal, Tyrkiet og Tjekkiet.
På kort tid var banen fyldt med romerlys og ellevilde georgiere, som lod følelser få frit løb.
Det samme gjorde sig gældende senere på aftenen, da landsholdsspillerne tog ind til centrum af Tbilisi, hvor en kæmpe fejring af bedriften blev stablet på benene.