Uheldet hjemsøgte PSG, der ramte stolpen seks gange

Paris Saint-Germain er ude af Champions League, efter at holdet ikke formåede at score i de to semifinaler mod Borussia Dortmund.

Tyskerne vandt begge kampe med 1-0 – tirsdag aften i returopgøret i Paris.

– Fodbold er nogle gange ikke fair.

Det er ordene fra en meget skuffet PSG-præsident Nasser Al-Khelaifi i kølvandet på nedturen i Champions League.

Her formåede PSG ikke at få ramt på Dortmund, og derfor er det tyskerne, som nu kan forberede sig på Champions League-finalen på Wembley.

PSG havde dog fortjent at tage den plads i stedet.

Paris Saint-Germain ramte træværket intet mindre end seks gange over de to opgør – fire gange i opgøret på Parc des Princes tirsdag aften, hvor de havde hele 31 afslutninger.