Kristoffer Olsson er mester efter flere blodpropper

FC Midtjylland-spilleren Kristoffer Olsson har i flere måneder været væk fra fodbolden, efter han i februar pådrog sig flere små blodpropper grundet en sjælden betændelsestilstand i hjernen.

Men søndag tog svenskeren del i fejringen, da klubben vandt sit fjerde mesterskab.

Kristoffer Olsson havde således DBU-pokalen i skødet, da han blev kørt ind på MCH Arenas græstæppe.

Kort efter modtog svenskeren som den næstsidste FC Midtjylland-spiller i rækken sin guldmedalje, hvorefter et stort jubelbrøl lød fra lægterne. Svenskeren stod også ved anfører Henrik Dalsgaards side, da pokalen blev løftet.

»Tak til alle der har tænkt på mig, for støtten i går og gennem denne hårde periode. Kærlighed til jer alle.«

»Alle går gennem opture og nedture i livet – også i fodbold. Jeg er stolt af holdet, klubben, fansne og alle rundt omkring. Mestrene,« skriver Kristoffer Olsson på sin Instagram.