Ungarsk angriber brækkede adskillige knogler i ansigtet og fik hjernerystelse

I sejren på 1-0 over Skotland kom Ungarns Barnabas Varga slemt til skade.

Angriberen kollapsede i målfeltet efter et sammenstød, måtte bæres fra banen og køres på hospitalet i Stuttgart.

De ungarske spillere dannede efterfølgende ring rundt om Varga, der blev behandlet i næsten ti minutter på banen, før spillet kunne genoptages.

Ungarn vandt kampen 1-0 og kan dermed potentielt gå videre som en af de fire bedste treere på tværs af de seks grupper.

Efter kampen blev holdet samlet til et gruppebillede, hvor de holdt Vargas trøje oppe og dedikerede sejren til ham.

I et opslag på det sociale medie X oplyser Ungarns fodboldforbund, at Barnabas Varga har brækket adskillige knogler i ansigtet og pådraget sig en hjernerystelse.