Danmarks EM-gruppe er færdigspillet og gudskelov for det.
Selv om Danmark i perioder af tirsdagens afgørende 0-0-kamp mod Serbien var presset langt tilbage, var der ikke en finger at sætte på det danske forsvarsspil. Indlæg på indlæg blev afvist, og Serbien kom aldrig til store chancer.
Både landstræner Kasper Hjulmand og forsvarsspiller Jannik Vestergaard kalder forsvarspræstationen for næsten perfekt, og den lover godt forud for lørdagens EM-ottendedelsfinale mod Tyskland. Her kan forsvaret nemlig også få travlt.